Opslaget blev skrevet i forbindelse med 52 Ancestors in 52 Weeks-projektet.
Temaet for uge 16 er "Air".
Den her er til min fars familie.
I uge 11 og 12 delte jeg historien om min tiptiptipoldefar, som blev gift med Ane Kirstine fra den rige Harpøth-familie. I dag vil jeg fortælle om Ane Kirstines onkel, Jens Harpøth (1758-1844). Jens er altså ikke en person, som jeg direkte stammer fra, men historierne om ham er så langt ude, at jeg er nødt til at dele dem alligevel.
Jens Harpøth var en rig købmand i Ringkøbing, og var kendt vidt og bredt for sin excentriske væremåde, sine overdrevne indfald og sine geniale(?) opfindelser. Han gik klædt i pjalter og laser, så folk forvekslede ham med et fattiglem. Han brugte ikke bare én, men to stokke, selvom han ikke var gangbesværet. Han var en dygtig handelsmand, en spøgefugl, en stor fan af franske Kejser Napoleon, og så var han opfinder.
Jens Harpøths vel nok største opfindelse var nok da han opfandt en flyvemaskine. En maskine, som kunne løfte et menneske og svæve i luften? Dén måtte købmanden længere ud på landet med, tænkte Ringkøbingegnens beboere, men de kunne alligevel godt tænke sig at se, hvordan Harpøths flyvefærd udartede sig. Således stimlede man sammen i gårdspladsen for at betragte Jens Harpøth, mens han kravlede op på sit tag og spændte maskinen på ryggen, klar til liftoff.
Flyvningen varede desværre ikke særligt længe, for Jens fløj ikke som beregnet. Tværtimod styrtede han direkte ned i sin mødding, sikkert til tilskuernes begejstring. Jens kom ikke voldsomt til skade, men konkluderede blot, at fejlen selvfølgelig skyldtes, at han manglede en hale. Herefter satte han tilsyneladende projektet på hylden, for der går ikke historier om senere flyveforsøg.
Sidste år besøgte jeg Nees Kirke, hvor man på kirkegården stadig kan se Jens Harpøths gravsten. Der går historier om, at Jens af frygt for at blive levende begravet havde anmodet om, at hans kiste skulle udstyres med et rør op til jordoverfladen. Dette kunne han så ånde igennem i det tilfælde, at han ved et uheld vågnede op dernede.
Det fik han imidlertid ikke brug for, for der berettes også om, at der ved hans begravelse foregik spøgerier på en mølle i området samme dag.
Der findes mange flere historier om Jens Harpøth, som jeg stærkt opfordrer interesserede til at google sig til. Dette var blot de to, som passede på ugens tema.
Comments