top of page
Forfatters billedehamfrags

Andreas' møde med kongen

Opdateret: 21. feb. 2021

Opslaget blev skrevet i forbindelse med 52 Ancestors in 52 Weeks-projektet.

Temaet er "Proud".


Den her er til min fars familie.

Jeg er heldig at kende en historie om min farfars farfar, som passer perfekt på temaet "stolt". Hovedpersonen er min tipoldefar Andreas Frederik Poulsen (Møller) (1846-1934), som var i den kongelige livgarde tilbage i 1870. Det er historien om Andreas' møde med vores Dronning Margrethes farfar, Kong Christian X af Danmark. En udveksling, som han skal have været meget stolt af.

Hele historien kender jeg takket være min farfars kusine Oline, som har skrevet den ned i et brev, som jeg allervenligst har fået en kopi af fra hendes nevø. Hvis jeg kender min fars familie ret, er denne historie nok blevet fortalt og genfortalt mange gange i det lille hushold i Handbjerg. Jeg kender dog ikke til nogen førstehåndskilder om den, så her vil jeg gengive historien præcist, som den står skrevet i Olines brev.


Der står:


Bedstefar Andreas Frederik Poulsen var gardist i 1870. Han skulle hjemsendes den 27. sep. - Han var på vagt den sidste nat, altså den nat Kong Christian den X blev født. Om morgenen blev det meddelt, at der i nat var født en Prins, som var Danmarks vordende Konge.


Hjemsendelsen foregik med skib fra København. På grund af tåge blev de liggende ude ved fortet. Soldaterne blev urolige - enten skulle de sejle, ellers ville de København. De sejlede med tågehornet igang hele tiden. De blev påsejlet af en tysk Kreaturdamper, der blev et stort hul i den ene side, da Tyskerne trak sig tilbage. Kaptajnen kommanderede alle mand over i den anden side, nogle stod i vand til knæene, og andre til bæltestedet, så gik det langsomt tilbage til København. Kaptajnen sagde: "Havde det ikke været soldater, som var vant til at lystre, havde De gået under. Skibet blev krænget så meget over, at hullet var oven vande. Hvordan bedstefar kom hjem, melder historien ikke om - (måske besøgte han sin madkæreste???).


Dengang bedstefar var til 50 års gardejubilæum, hilste Kong Christian på dem alle, og spurgte Bedstefar: "Hvordan får det?" Bedstefar svarede, at det ikke var så godt som for 50 år siden, hvortil kongen sagde: "Da var jeg ikke født", Bedstefar sagde så: "Jeg vil gøre HANS MAJESTÆT opmærksom på, at jeg stod vagt den nat, da han blev født.

Kongen sagde, mange har jeg hilst på, men aldrig tænkt at skulle hilse på den soldat, der var den første der hilste på mig.

Det var bedstefar meget stolt af.

Det er en fængende historie, som jeg engang vil forsøge at be- eller afkræfte - måske ved hjælp af gamle aviser eller dokumenter fra hærens arkiver. Andreas må have mødt Kongen i 1920, hvilket i øvrigt er året, hvor Kongen som bekendt red over grænsen til Tyskland i forbindelse med Sønderjyllands genforening. Jeg har vedlagt to portrætfotos. Det ene er af tipoldefar Andreas Frederik, og er taget omkring 1930 i forbindelse med 60-årsjubilæet for hans tid i garden. Det andet billede er fra cirka 1915, og forestiller Kong Christian X af Danmark.


27 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page