top of page
  • Forfatters billedehamfrags

En fejl i stamtræet

Opdateret: 21. feb. 2021

Opslaget blev skrevet i forbindelse med 52 Ancestors in 52 Weeks-projektet.

Temaet for uge 7 er "Favorite Discovery".

Den her er til min fars familie.


Da jeg først lige var begyndt på slægtsforskning var jeg ikke så metodisk. Jeg hoppede rundt fra gren til gren i et forsøg på at føre slægten så langt tilbage i tiden som muligt så hurtigt som muligt.


Derfor var jeg også meget begejstret, da jeg blandt min farfars forfædre opdagede en præst. Præsteslægter kan nemlig tit spores længere tilbage, end man normalt kan komme. Jeg slog præsten op i "Wibergs præstehistorie", som er et opslagsværk over danske præster, og her foldede et sprudlende stamtræ sig ud foran mig. Den ene præst havde relationer til en anden og en tredje, og snart var der linjer af præster helt tilbage til 1500-tallet samt en borgmester og en våbenmaler. Det er hele den gule del af min oldefars træ, du kan se på billedet.

Her i juleferien sad jeg så og rentegnede denne del af stamtræet, da jeg gjorde en ny opdagelse. Kirkebogen for Vonsild Sogn, som to af disse præster havde gjort bidrag til, var blevet afskrevet og kunne bestilles på biblioteket. Mon ikke der var nogle guldkorn om slægten i den?

Så jeg fik bogen bestilt hjem, og allerede i indledningen stod det klart, at jeg havde ramt jackpot. Side op og side ned med spændende informationer om mine forfædre Hans Ryde og Johannes Nissen. Og jeg ville have delt det hele her, havde det ikke været for en enkelt lille uskyldig detalje vedrørende Johannes Nissens børn (se billede nummer 3).

Bogen her mener, at Johannes Nissen fik tre børn: Peter, Valborg og Johanne-Katrine, og dette kaster pludselig tvivl over hele denne gren af min slægt. Ifølge Wibergs præstehistorie skulle Johannes Nissen nemlig også have været forælder til min forfader Balthazar Nissen, men i en sidebemærkning afviser denne bog totalt den ide.


Så ja, det betyder, at jeg teknisk set har brudt reglen om at skrive om mine forfædre, for nu ser det ud til, at jeg sandsynligvis bliver nødt til at klippe hele denne gren af mit stamtræ. Øv.


Lad dette være en påmindelse til begyndende slægtsforskere om for alt i verden at få tjekket, at det man laver kan understøttes med kilder. Hvis jeg havde dobbelttjekket de individuelle slægtsled noget før, havde jeg ikke været nødt til nu at fjerne en væsentlig del af stamtræet, som jeg allerede har været i gang med at dele ud til familien. Nu må jeg bare trøste mig ved forestillingen om, at jeg har lært noget af hele denne historie.

27 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page