Opslaget blev skrevet i forbindelse med 52 Ancestors in 52 Weeks-projektet.
Temaet for uge 13 er "Nearly Forgotten".
Den her er til min mors familie.
Billedet her er fra en side af kirkebogen i Skjern. Det er en helt normal side med indskrivelser af sognets fødte pigebørn. Nederst på siden noteres fødslen af et uægte barn. Her finder man alt, hvad jeg ved med sikkerhed om min tiptiptipoldefar Jens Justesen (?-?).
Der er tale om præstens notater til min tiptipoldemor Kirsten Jensdatters fødsel i 1817. Det fremgår af anmærkningen i højre side at hun var et såkaldt uægte barn - altså var forældrene, Jens Justesen og Maren Andersdatter, ikke gift. Maren Andersdatter boede på dette tidspunkt i landsbyen Hedeby, hvor hun enten var tjenestepige eller boede hos sine forældre. Om Jens står der "Jens Justesen, tjenestekarl hos Grdm. Jens Christensen i Østerbye i Stauning" .
Det er som sagt alt hvad jeg ved om manden. Der står intet om, hvor han er født eller hvem hans forældre er. Alt hvad jeg har at gå efter er, at han i 1817 var tjenestekarl hos en bestemt gårdmand i Stauning Sogn - og så har han heldigvis et relativt sjældent efternavn.
Jeg har brugt mange timer på at lede efter Jens Justesen i diverse folketællinger og kirkebøger, og med hjælp fra en anden slægtsforsker er det lykkedes mig at finde en person, som godt kunne tænkes at være ham. En ung mand ved navn Jens Justesen kan ses i hærens lægdsruller for Stauning Sogn i 1816 og 1817. Denne Jens blev født i 1796, og han var selv et uægte barn.
Som om det ikke skulle være nok har jeg også fundet en tredje Jens Justesen. Denne Jens boede ved folketællingen i 1870 på Dejbjerg Sogns fattighus, 73 år gammel. Ingen familie, og han havde aldrig været gift. Tre år senere findes hans dødsnotits i Dejbjerg kirkebog.
Der er en rimelig sandsynlighed for, at det uægte barn, det gamle fattiglem og min tiptiptipoldefar er en og samme person. Men selv med alt dette stykket sammen er der stadig kæmpestore dele af Jens Justesens liv, som jeg ikke kender til. På mystisk vis ser han ud til at have undgået samtlige folketællinger mellem 1801 og 1870.
Måske har han levet størstedelen af sit liv i et andet sogn langt væk, hvor jeg ikke har tænkt på at lede. Måske har han været hjemløs hele sit liv, og er derfor ikke blevet talt med i en husstand i folketællingerne. Lige meget hvad forbliver Jens Justesen den mest obskure og glemte gren af mit stamtræ.
Comentários