Opslaget blev skrevet i forbindelse med 52 Ancestors in 52 Weeks-projektet.
Temaet for uge 21 er "Tombstone".
Den her er til min mors familie.
I efterårsferien var jeg en tur i Nordjylland med min mor og søster. På vejen til Ålborg tog vi en afstikker omkring landsbyen Lillevorde for at se gården Kjærgaard, som både min mor og søster har navn efter. Besøget var kun et hurtigt stop i vejkanten, men på vejen tilbage gennem byen fik vi den ide at tage forbi kirkegården for at se, om vi kunne finde spor efter familien Kjærgaard.
Min oldefar Jens Kjærgaard var født i Lillevorde, men flyttede som ung mand derfra. Nu om dage ved vi i min mors familie kun meget lidt om forslægten oppe i Himmerland. Der findes en slægtsbog, lavet i 1974, som indeholder alle de basale navne, fødselsdatoer, etc. på de nordjyske forfædre, men disse informationer kan alle og enhver finde i kirkebøger og folketællinger. Så vidt jeg indtil videre har kunnet opsnappe er der ikke gået en eneste fortælling i arv fra min oldefar Jens' familie. Noget tyder på, at han sjældent talte om sine rødder.
Fremme ved Lillevorde Kirkegaard var vores tanke, at vi ville se os omkring for at prøve at finde en gravsten med efternavnet Kjærgaard. Alt afhængig af lokationen kan man tit være heldig at finde sine forfædres gravsten i de danske kirkegårde. Selvom vi i Danmark har det med at sløjfe grave efter kun et par årtier, sker det tit, at gravstenene forbliver på kirkegården i de såkaldte lapidarier: Hjørner og kanter langs gærdene, hvor de gamle gravsten får lov at stå, indtil der heller ikke længere er plads dér. I en stor by som Holstebro, hvor min oldefar Peder er begravet, er der ikke plads til at gemme sten, men ved de små landsbykirker er der somme tider mulighed for at finde gravsten for folk, som døde i 1800-tallet.
Denne dag i Lillevorde var vi heldige. Allerbagerst på kirkegården, hulter til bulter og stablet op og ned ad hinanden stod mængder af gamle gravsten, tilsyneladende smidt her uden nogen planer om at fjerne dem igen. Overalt voksede buskads, og i revnerne mellem de stablede sten levede kolonier af biller og andet småkravl. Jeg gik straks på jagt efter mine Kjærgaard'er. Dog var det min søster, som spottede den første.
Hun havde fundet gravstenen over vores tipoldefar, Niels Nielsen Kjærgaard (1835-1895) og hans første kone Frederikke, som vi ikke stammer fra. Frederikke blev begravet helt tilbage i 1880, og Niels fulgte hende i graven i 1895. i over et århundrede har deres gravsten nu befundet sig på samme kirkegård, glemt af slægten - i hvert fald min gren - indtil vi fandt den igen sidste år.
Der viste sig at være en hel del andre Kjærgaard'er iblandt de gamle sten, men ingen navne, som jeg genkendte fra mit eget stamtræ. Ved en gennemgang af slægtsbogen vil de sikkert alle vise sig at være i familie. Måske, hvis jeg kan finde en slægtsinteresseret blandt disse andre grene af familien, kan de fortælle mig historierne, min egen slægt har mistet. Indtil da må jeg tage mig til takke med navnene og datoerne i de gamle dokumenter.