Opslaget blev skrevet i forbindelse med 52 Ancestors in 52 Weeks-projektet.
Temaet for uge 10 er "Strong Woman".
Den her er til min mors familie.
Der er desværre mange i min slægt, kvinder såvel som mænd, som har måttet gennemleve tragiske hændelser og trange kår. Der er selvfølgelig meget at respektere ved de forfædre, som ufrivilligt har måttet døje med livets uretfærdigheder, men i denne forbindelse vil jeg fokusere på en person, som fuldkommen frivilligt kastede sig ud i det uvisse og ukendte. Jeg taler om min morfars søster, Jenny Christa Knudsen (1929-2019).
Christa kom fra den vestjyske hede, hvor hendes forfædre havde været bønder i århundreder. Hendes far drev landbrug med grøntsager og jordbær. Selv blev hun dog uddannet som lærer. Det skete ved Nørre Nissum Seminarium, hvor hun tog eksamen i 1953. Samme år blev hun optaget som missionær hos Luthersk Missionsforening, og året efter, den 7. november 1954, rejste hun fra hjemmet i Gårde. Målet var den lille Tanzanianske by Usoke, over 7000 kilometer væk, i hjertet af Afrika.
Christa var lærer i engelsk og husholdning på pigeskolen i Usoke fra 1954 til 1965. Disse to fotos fra skolen fandt jeg i hendes billedalbum. Bag på billederne har hun med kuglepen sat navn på mennesker og bygninger, som man kan se, hvis man skinner lys gennem billedet. Det ser ud til, at Christa har haft en kollega, som hed Joan.
Jeg fortryder, at jeg aldrig spurgte særligt meget ind til Christas tid i Afrika, mens jeg havde chancen. Nu må jeg lade mig nøje med familiens historier, samt hvad gamle dokumenter kan fortælle. Det er dem, man kan se i den sidste samling billeder her: Kørekort, gennemstemplet pas samt diverse vaccinationsbeviser. Øverst har jeg lagt erklæringen fra Brødremenighedens Mission, hvor Christas missionsrejse opsummeres.
Comentarios