top of page
Forfatters billedehamfrags

Farvel til Amerika

Opdateret: 21. feb. 2021

Opslaget blev skrevet i forbindelse med 52 Ancestors in 52 Weeks-projektet.

Temaet for uge 30 er "The Old Country".

Den her er til min fars familie.


Helt tilbage i uge fem delte jeg historien om min oldemor Ane Kirstine Frøslev (1890-1979), som emigrerede til USA i 1912, men som endte med at flytte tilbage til Danmark efter at have fundet kærligheden ved et besøg hjemme på fødeøen Mors i 1922.


I forbindelse med denne uges tema, som vist er tiltænkt et amerikansk publikum, finder vi denne historie frem igen. Jeg vil dele to såkaldte passagerlister, som jeg har fundet med hjælp fra to amerikanske slægtsforskere. Den ene er fra skibet Hellig Olav, som Ane Kirstine rejste til staterne med i 1912. Den anden er fra skibet Frederik VIII (se billedet), som Ane Kirstine skulle have sejlet retur med efter sit besøg på Mors i 1922.

Amerika-lineren Frederik VIII ud for Kronborg

Passagerlister var lister over de personer, som havde købt billet til at sejle til USA med et bestemt skib. Udover navnet blev alverdens mere eller mindre vigtige informationer om passagererne også noteret. Der er tale om alt fra passagerernes fødested til deres hudfarve til antallet af penge, de var i besiddelse af.


Da Ane Kirstine i 1912 rejste til USA kom hun også med på en passagerliste (række 26 på billede 2). Denne liste er til de passagerer, som rejste på anden klasse med den danske Amerika-liner Hellig Olav.

Af passagerlisten fremgår det blandt andet, at 22-årige Ane Kirstine havde til hensigt at rejse til byen Long Branch i New Jersey, hvor hendes onkel Anders Frøslev boede. Måske endnu mere interessant er det, at hun ikke ser ud til at have rejst alene. Lige ovenover hende på listen er en anden morsingbo, Anine Mortensen på 27. Begge kvinder var rejst fra Erslev på Mors, så jeg vil gætte på, at de kendte hinanden og havde arrangeret at rejse sammen. Efter sejlturen skiltes deres veje dog, da Anine tog videre helt til Nebraska.


Listen er et stort og uoverskueligt dokument, så jeg har lavet et udklip (billede 3), som kun viser Ane Kirstine og Anines informationer.

I ti år så Ane Kirstine intet til familien hjemme i Danmark. Som bekendt kom hun dog endelig i 1922 hjem på besøg. Ifølge overleveringen var det Ane Kirstines plan at blive boende i USA, men disse planer blev aflyst da hun under besøget i det gamle land mødte sin kommende mand, Henrik. Nu har jeg fundet et dokument, som kan understøtte den historie.


Det viser sig, at billetten tilbage til de forenede stater allerede var købt inden den blev aflyst. Det betyder, at man derfor kan finde Kirstines navn i en passagerliste fra 1922 for skibet Frederik VIII, selvom hun aldrig steg om bord (række 17 på billede 4).

Igen har jeg lavet et udklip (billede 5), som forhåbentlig er mere overskueligt. Informationer, som står længere oppe på siden, har jeg selv gengivet i rød.

Her er det særligt én detalje, som springer i øjnene: Tværs hen over Ane Kirstines navn og alle hendes informationer er trukket slægtens vel nok mest skæbnesvangre streg. Vi behøver ikke gisne om, hvad den betyder. Det står nederst på siden (billede 6).

Her står, at da skibet Frederik VIII ankom i New York havn, var Ane Kirstine ikke om bord. Her har vi altså familiehistorien på skrift. på listen står det sort på hvidt, at Ane Kirstine havde intentioner om at blive i USA for evigt. Men med en enkelt streg blæk var alle disse planer nu aflyst.


Historien her kendte vi jo i familien i forvejen, men jeg synes det er så fedt at få den bekræftet i de gamle dokumenter. Der er selvfølgeligt meget, dokumenter ikke kan fortælle os. Der findes ingen oversigter over præcist hvilke tanker, følelser og ydre forhold, som fik Ane Kirstine til at gøre den beslutning hun gjorde. Jeg ved blot, at hun og Henrik blev gift året efter og herefter boede på Mors resten af livet. Resten af historien må jeg overlade til familieoverleveringen.


Stor tak til "PJ The Orphan Genealogist" og "Mighty Mouse" for de to passagerlister!

50 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page