Martin og hvilehjemmet

Opslaget blev skrevet i forbindelse med 52 Ancestors in 52 Weeks-projektet.

Temaet for uge 18 er "Where There's a Will".

Den her er til min fars familie.

Hvor der er vilje, er der en vej. I min oldefarbror, Johan Martin Møllers (1889-1949) tilfælde hed vejen Borgergade i Gjern. Her åbnede han omkring 1921 Danmarks første privatejede hvilehjem, og dette skulle gå hen og blive en af den voksende bys helt store virksomheder.

Martin var ligesom min oldefar Peder født i Handbjerg Sogn ved Limfjorden. Her levede familien en forholdsvist beskeden tilværelse ved landbrug. Men Johan var mønsterbryder og blev ikke boende på landet. Han kom til Aarhus og blev optaget på den nyligt oprettede diakonhøjskole, hvor han var på det første hold diakoner, som dimitterede. Herefter flyttede han til Gjern.

Hvilehjemmet på Borgergade var vældigt profitabelt, og efter kun få år var der brug for nye, større lokaliteter. Martin opkøbte dertil Gjern Hotel på Stationspladsen, hvor hvilehjemmet fremover lå. Efter endnu nogle år byggede han desuden Gjern Rekreations- & Sygehjem nede ved åen. Denne bygning huser nu om dage bofællesskabet Åhaven. På det vedlagte luftfoto fra 1953, som jeg har fundet på arkiv.dk, er hvilehjemmet huset i svinget forrest, mens det store sygehjem kan ses i baggrunden.

Martin var en foretagsom mand, og det er imponerende, hvad han nåede at udrette i Gjern. Det er da også dette, efterslægten kender ham bedst for. Men den egentlige grund til, at jeg synes, Martin Møller passer på ugens tema, er dog en helt anden.

I 1915 blev Martin gift. Bruden hed Oline Nielsine Grimstrup Olesen, og de to flyttede sammen på Vestergade 18 i Struer. Jeg har vedlagt deres bryllupsbillede. På dette tidspunkt var Martin endnu ikke diakon, men træhandler.

De to fik en søn, Andreas Frederik, i 1916. Men glæden var desværre kortvarig, for drengen døde allerede dagen efter. Senere samme år fødtes en datter, Anna Helene. Men hendes liv varede kun en måneds tid, før bronkitis gjorde en ende på det.

Tragedien var desværre ikke slut endnu. I 1919 døde Oline, Martins kone, 24 år gammel efter et otte dages sygdomsforløb. Ifølge en familieoverlevering døde hun af den spanske syge, som hærgede på det tidspunkt. På dødsattesten står der blot "Influenza Pneumoni". Derudover siges det, at hun og Martin ventede et tredje barn, da ulykken indtraf. Kun to børn blev nævnt, da avisen ugen efter bragte Olines dødsannonce (billede 4).

Martin havde mistet hele sin familie, næsten før den overhovedet var blevet til. Et par måneder efter solgte han sin træhandel. Det må være forståeligt, hvis Martin på dette tidspunkt havde svært ved at holde gejsten oppe. Men det gjorde han altså! Han tog diakonuddannelsen og drog til Gjern for at starte på en frisk. Og i 1923 blev han gift på ny - denne gang med Pouline Pedersen. Allerede året efter var der et barn på vej.

Drengen Otto Johannes blev født 30. september 1924. Men Martins ulykke havde forfulgt ham ind i det nye ægteskab, og efter kun få kvarter i denne verden døde den nyfødte. Herefter gjorde Martin og Pouline tilsyneladende ikke flere forsøg på at få børn i en længere årrække. Der lod til at hvile en forbandelse over den lille familie. I min familie fortælles det (nok spøgende), at man dengang overvejede at forære et af min oldefars børn til martin, så han endelig kunne få et.

Martin endte imidlertid ikke med at få brug for dette tilbud. I 1932, da Martin og Pouline var 43 og 42 år gamle, fik de datteren Grethe Elisabeth, og hun var kommet for at blive. Martin Møller havde nu endelig fået det barn, han ønskede sig, og tragedien havde fået en ende.

Martin Møller døde i 1949, 59 år gammel. Ifølge overleveringen skal han være død af blindtarmsbetændelse. Pouline skal efterfølgende have sørget over, at Martin kunne have overlevet, var penicillinen bare blevet masseproduceret få år tidligere. Dog ser det ud til, at penicillin allerede blev masseproduceret i Danmark fra midten af 40'erne.

Martin levede ikke et langt liv, men han måtte ualmindeligt meget igennem. På trods af ulykken fandt han viljen og vejen igennem trængslerne. Og han endte sin tid på Jorden med en kone og en datter ved sin side.